Du kan finde flere ture på Forsiden  

 

Tur til Annecysøen, år 2000

 

Søndag d. 9/7. Udrejsen på vore ferieture, er altid vanskelige at få til at gå op i planlægningen. Heidi og Alice vil deltage i vores lokale havnefest, og kommer sent hjem, ud på morgenen. Jeg vil gerne afsted tidligt, for at kunne køre mest muligt, mens lastbilerne har køreforbud i Tyskland. Det er i hvert fald rart, at komme over Kasselbakkerne i sit eget tempo, uden at møde lastbiler i andet spor, som har "overset" overhalingsforbudet. Vi starter kl. 10.10, og da klokken er 21.55 kører vi fra motorvejen, ved afkørsel 87, til Kirchheim hvor vi får tanket. Vi overnatter på Camping Seepark, 5 km. syd for Kirchheim. 702,1 km.

Mandag d. 10/7. Vi valgte at tage endnu en overnatning i Tyskland. Det blev på Camping Grütt, i Lörrach ved grænsen til Schweiz. Vi ankom kl. 17.10, og havde derfor tid til, at gå en god lang tur i byen. Vi har iøvrigt kørt hele vejen gennem Tyskland, uden at holde i kø længere end at jeg lige kunne nå at tage jakken af. 459,5 km.

Tirsdag d. 11/7. Vi når kun lige ud af Lörrach, inden grænsen krydses, og vi kan tanke billig benzin i Schweiz. Benzinen er her, som i Tyskland, væsentlig dyrere ved motorvejen. Benzinprisen falder jo længere sydpå, vi kommer mod Geneve. Efter grænsen til Frankrig, kører vi på motorvejen til Sallanches. Her var det planen, at vi skulle ind på en campingplads, der lå ved en badesø. Men i den sædvanlige franske skilteforvirring, kom vi ind på en anden plads. Vi opdagede det faktisk først, efter et par timer. Her var der ingen badesø, men det kunne også være lige meget, indtil videre, for det havde regnet hele dagen. Pladsen hedder Camping Reliais de la Vallé Blanche, en billig, men ganske udmærket 2 stjernet plads, med en ny sanitetsbygning. Den lå også tættere ved Sallanches, så vi kunne gå derind. Fra pladsen er der fin udsigt til Mont Blanc, men det fik vi aldrig rigtig glæde af p.g.a vejrforholdene. 349,3 km.

Onsdag d. 12/7. Tur til Morzine og Avoriaz. Sikkert en flot tur under andre vejrforhold. Det var meningen at gøre det til en rundtur, ad en mindre vej ned fra bjerget, men vi turde ikke p.g.a tæt tåge. 135,2 km.

Torsdag d. 13/7. Dagens tur starter med, at gå til en parkeringsplads, ved indgangen til Mont Blanctunnelen. Herfra følger vi en sti, til spidsen af Bosson Gletscheren. Da vi er ved at vende om, lyder der noget, der minder mest om et tordenskrald. Det er et stykke is, der brækker af, og styrter ned. Mont Blanctunnelen er stadig lukket efter brandkatastrofen d. 24-3-99. Vi har dog heller ikke brug for den, for vi så den anden side af bjerget i 99, på en tur til Aostadalen.

Efter Mont Blanc kører vi gennem Chamonix, til Argentiere og Le tour. Herfra skulle der ifølge en syv år gammel rejseartikel, være et kort stykke vej at gå til en gletscher. Denne gletscher må dog være blevet mindre siden da, for spidsen af den ender nu, langt oppe ad bjergskråningen. Vi nøjes med at spise vores medbragte mad i bilen, for det er koldt udenfor. 85,4 km.

Fredag d. 14/7. De sidste to dage, har der været timer med tørvejr, men i dag på Bastilledagen, har det regnet fra vi stod op til vi gik i seng. I vores afmagt kørte vi en tur, til Megeve og retur over St. Gervais les-Bains. En tur med gode udsigter, hvis ellers man kunne se noget i regnvejret. 49,1 km.

Lørdag d. 15/7. Flyttedag. Vi har reserveret plads på Camping International, du Lac d’Annecy, St. Jorioz. Da vi kommer ind på pladsen, er der mange ledige pladser. Folk er kørt hjem før tiden p.g.a regnen, hvad værten da heller ikke lægger skjul på. Ellers en udmærket plads, der ikke er så dyr, hvis ellers man kan undvære vandrutchebaner, som der er på nabopladsen. Der er dog swimmingpool, og ellers kan man gå til badeområder, ved søen, også et sted hvor der gratis adgang. Det skulle ellers i løbet af ugen, vise sig at der næsten ingen danskere kommer på denne plads. De var allesammen inde på nabopladsen, Camping Europa. 80 km.

Udsigten fra campingpladsen

Søndag d. 16/7. Lørdagen sluttede med en flot blå himmel, og alligevel starter søndagen med regn. Op ad dagen blev det dog bedre, og om aftenen kørte vi ind til Annecy, og gik rundt i den gamle bydel, med den særlige stemning ved kanalerne. 26,5 km.

Mandag d. 17/7. Endelig en dag med solskinsvejr. Den blev udnyttet til en udsigtstur op over Col de la Forclaz. Til højre fra campingpladsen, et held, for med den voldsomme trafik, der er langs med søen, er det svært at komme ud på vejen, imod Annecy. Mellem Dousard og Faverges går rute D 42 fra op mod Col de la Forclaz. I starten er vejen smal, og ifølge skilte, en stigning på 19%. Vejbelægningen er dog god, så det går alligevel. Oppe på toppen er der en fantastisk udsigt, man kan se næsten hele Annecysøen på en gang. Hvis man ikke har nok i udsigten, kan man komme med en hangglider ud fra toppen. Vi nøjes dog med udsigten. Turen fortsættes ad D 42 til Talloires, og herfra langs med søen, tilbage til campingpladsen. 46,1 km.

Tirsdag d. 18/7. Dagens tur startede ind til Annecy, her tog vi D 41 op i Semnozbjergene, til Cret de Chatillon. Herfra er der i klart vejr, en fantastisk udsigt hele horisonten rundt. Men trods et ellers fint vejr, kom der lige en sky på besøg, så udsigten blev noget begrænset. Vi vil prøve om vi er mere heldige en anden dag. 54,2 km. Om aftenen var vi igen i Annecy, dog ikke på fortovsrestaurant, som utrolig mange andre var. 18,7 km.

Onsdag d, 19/7. En idylisk rundtur blev det til i dag. Op gennem slugten Gorges de L’Arly til Flumet. Herfra D 909 op over Col des Aravis, hvor der er fine udsigter, bl.a mod Mont Blanc. Man kommer op i 1486 m højde, så der er stadig grønt overalt. Nogle af græsmarkerne er dog noget slidte, efter at have lagt areal til en masse mennesker og biler, da Tour D’ France passerede et par dage tidligere. 1200 m før vi er tilbage ved campingpladsen, holder vi ind ved søbredden, hvor Heidi og Alice er ude at bade i søen. 106,6 km.

Torsdag d. 20/7. Dagens udflugt gik igen til et fantastisk udsigtspunkt. Vi startede fra St. Jorioz ad D 10 b. Her kommer der ret hurtigt gode udsigter, over den nordlige del af Annecysøen. Herefter ad D 912 og siden D 913, som går op over Mont Revard. Her kører man 1,5 km til et udsigtssted, hvor der er et flot skue over byen Aix-Les-Bains og søen Lac du Bourget. 97,8 km.

Fredag d. 21/7. På vores sidste dag i St. Jorioz, gik turen til Gorges du Fier. En 70 m dyb kløft, der er skabt af floden Fiers erosion. Den gangbro man går på, er bygget 20 m oppe. Det er dog en ret tam oplevelse i dag, hvor floden næsten er tørlagt. Ifølge den udleverede folder, kan vandstanden hæve sig 26 m på kun fem timer, under kraftig regn. En målesøjle midt i kløften, viser hvor højt vandet har stået. Entre til kløften 27 FF. På tilbageturen kører vi igen op til Cret de Chatillon, i håb om at kunne nyde udsigten. Det var næsten skyfrit, men sigtbarheden var hæmmet af en del varmedis. 70,7 km. Om aftenen var vi en sidste gang, inde i Annecy. 18,7 km.

Annecy

Lørdag d. 22/7. Flyttedag. Igen i dag er det heldigt, at vi skal til højre fra campingpladsen. Bilkøen ind mod Annecy, går her lørdag formiddag, forbi udkørslen fra pladsen, og et par km længere. Inden vi når Albertville, går trafikken dog også i stå her. Da vi omsider kommer igennem byen, kører vi ad N 90 til Camping le Tuff i Centron, kort før Aime. Vi bliver modtaget af værten der er tysker, og iøvrigt noget af en spøgefugl. Her er ingen sprogproblemer, hvis bare man kan lidt andet end dansk. Der er en lille badesø ved pladsen, som er et billigt overnatningssted, hvis man ikke stiller de store krav. Den en er meget søgt af unge mennesker, der bruger den som udgangspunkt for rafting på floden, der løber lige forbi. 72,4 km.

Søndag d. 23/7. Efter at vi har haft fint solskinsvejr i en uge, kom regnen nu tilbage. Vi kørte alligevel en tur op på Col de L’ Iseran, og samme vej retur. En flot og afvekslende tur. 137,5 km.

Mandag d. 24/7. Dagen byder igen på masser af regn, og på trods af, at der er planlagt ture til to dage mere, har halvdelen af os, fået nok af regn. Ved 13 tiden er starten på hjemturen en realitet. Vi kørte den korteste vej tilbage, langs Annecysøen, men det blev en langsom affære. Der var igen lang bilkø, ind mod Annecy. Da vi efter 125 km når frem til Geneve, hvor vi får tanket, er klokken 17.20. Vi har godt nok holdt en spisepause undervejs. Heldigvis går det hurtigt med at køre gennem Schweiz. Vi overnatter på Dreiländer - Camping Gugel, ved Neuenburg, 47 km inde i Tyskland. Vi ankommer ved 23 tiden, hvor pladsen er lukket, men vi kan køre ind på et areal over for pladsen. 433,1 km.

Tirsdag d. 25/7. Den videre hjemtur forløber rimeligt, indtil vi når til det sidste stykke af A5 mellem Alsfeld og Hattenbacher krydset. På denne strækning er der ingen nødspor, og ingen afkørsler. Som om ikke det var nok, var det sydgående spor afspærret over 8 km, så begge retninger kører i 4 meget smalle spor. Mens vi kører her, sker der en ulykke længere fremme. Den ser vi aldrig noget til, men det kommer til at betyde, at vi holder stille i 3 timer. Det var vores mening, at vi ville ind på en campingplads, men for at det ikke skulle blive meget sent, inden vi kom hjem næste dag, blev vi nødt til at søge ind, på de totalt overfyldte rastepladser. Det lykkedes ved et lille mirakel, at finde plads på Allertal rast. 680,6 km.

Onsdag d. 26/7. Vi får startet så tidligt, at vi slipper let igennem Elbtunnelen. Længere oppe er der dog kø, bare fordi man er ved at sætte et vejskilt op. Vi når dog helskindet hjem, efter en ferie, i et område som var spændende, men hvor regnen flere gange, kom på tværs af vore planer. 444,8 km.