Du finder flere ture til Italien på  Forsiden    

 

 

Aostadalen i de Italienske Alper

Vi havde i 99 reserveret plads en uge ved Middelhavet. Som en kontrast til dette, valgte vi at starten af ferien, skulle bruges til at opleve de to højeste bjerge i Europa.

Vores ferieture bliver altid planlagt i juleferien, og på dette tidspunkt havde vi nogle overvejelser om, hvorvidt ruten til Aostadalen skulle gå gennem Mont Blanctunnelen fra Frankrig, eller Store St. Bernhardtunnelen fra Schweiz. Det spørgsmål blev dog på dramatisk vis afklaret i løbet af foråret, ved brandkatastrofen i Mont Blanctunnelen.

Vi måtte nødvendigvis gøre vores entre til Italien gennem St. Bernhard. Turen fra Martigny og til tunnelen gik ret let med campingvognen, de største stigninger er på 9%. Tunnelafgiften var for bil og campingvogn 27,00 CHF. Hvis man vil samme vej tilbage, er der en del sparet ved at købe en returbillet.

Turen gennem den 5,8 km. lange tunnel, var en lidt mærkelig oplevelse. Vi havde forberedt os på tæt trafik, når den anden tunnel var lukket, men vi havde dette lange lige rør helt for os selv. På den Italienske side har vejen et tilsvarende fald på 9%.

Planen var at vi ville ind på Camping International Touring, Sarre, et par km. vest for Aosta hvilket også lykkedes. På trods af pladsens navn blev vi mødt af personale der ikke var engelsk/tysktalende, men med god vilje gik det jo alligevel. Overnatningsprisen var for 4 personer med campingvogn uden strøm 43.400 lire.

Det er vores første møde med Italien, og vi forventer meget af det rent vejrmæsige. Stor bliver derfor vores overraskelse, da vi er ovre i restauranten for at hente de obligatoriske is til aftensmaden, begynder det at styrte ned. En spydig forespørgsel til personalet om det er normalt vejr, giver ikke rigtig noget resultat.

Mont Blanc.

Den første dag på stedet kører vi gennem hoveddalen mod Mont Blanc. Undervejs ser vi politiet flere gange, de vil åbenbart sættes i respekt for de står i vejkanten med maskinpistol. Det er måske også nødvendigt med den agressive kørsel der bliver præsteret hernede.

Efter mange flotte udsigter undervejs, bl.a mod Mont Blanc på 4807 m. når vi frem til den lukkede tunnel. Her fornemmer vi hurtigt at der er noget helt galt. Dette sted med restauranter mv. ligger helt stille hen. Mange landes flag vajer på halv, og på trods af at det er 3-4 måneder siden katastrofen skete, står der adskillige biler ved betalingsstedet. Disse biler, der er af flere forskellige nationaliteter, er åbenbart blot hentet ud af tunnelen, og står så der totalt sodet til, så længe efter.

Efter den oplevelse kører vi et stykke tilbage i dalen, og drejer til højre ad vejen der fortsætter ind i Frankrig til Bourg-St. Maurice. Vejen er en typisk bjergvej, med tilhørende udsigter, op til Col du Petit St. Bernard. På kortet ser det spændende ud at fortsætte ned på den Franske side, men vi vender om på toppen og kører tilbage til campingpladsen.

   

Man kan se Matterhorn fra bilen.............Den øde vej op til Mont Blanctunnelen

 
 
  Matterhorn

Den næste tur bliver den flotteste. Vi kører den modsatte vej ud af dalen til Châtillon, her går vejen fra mod Matterhorn, eller Monte Cervino som det hedder på den Italienske side. Undervejs gennem Valtournanchedalen, åbner der sig flotte panoramaer. Vejen ender i skisportstedet Breuil-Cervina, her har man en enestående udsigt til Matterhorn (4478 m.) direkte fra bilruden. Det kan dog anbefales, at fortsætte et stykke til fods. Man er her i 2006 m. højde og luften er så frisk, at det er nydelse at trække vejret. Vi har på en tideligere tur, set nordsiden af Matterhorn fra den Schweizske by Zermatt. Her skal man gå, eller køre med toget, de sidste 5 km. til den bilfri by. Når man så endelig er nået så langt, er man på langt større afstand af bjerget, end her på sydsiden.

Efter at have nydt panoramaet, under en klar blå himmel, i nogle timer vender vi tilbage til campingvognen, en god oplevelse rigere.

 

Den sidste dag valgte vi at køre op gennem Cognedalen, som fulgte standarden med flotte landskaber. For enden af dalen var der er et vandfald, som man kunne gå op langs, ad stejle stier, for til slut at gå hen over, på en bro.

Vi kunne kun blive i Aostadalen i tre dage, da vi måtte passe vores reservation i Antibes. Der er dog ingen tvivl om, at med alle de sidedale som vi ikke nåede at se, er der basis for flere dage i området.