Norge Du kan finde flere ture til Schweiz på Forsiden

Valais - Wallis  

Schweiz - 2013

    

Matterhorn i baggrunden, på vej mod Sunnegga.

 

Lørdag 24-8. Camping Ritzebüttel. Vi starter hjemmefra kl. 7.10, og vil i år prøve en ny strategi. Det plejer at være slemt med kø ved Hamburg, når man kommer omkring middagstid. Vi vil derfor tage en overnatning inden Hamburg, så vi kan passere Elbtunnelen først på dagen i morgen. Broen over Kielerkanalen er desuden kun åben i et spor, da man har fundet ud af, at den er i en meget dårlig forfatning. Vi hører i radioen at der er 9 km kø, så vi forlader A7 oppe ved Schleswig og kører ad vej 77, for at tage tunnelen i Rendsburg. Her er det ene tunnelrør også lukket p.g.a reparationsarbejde, men det går nu fint med at køre igennem alligevel. Vi fortsætter ned til Nortorf og Camping Ritzebüttel hvor vi overnatter . Kørt 260 km. Camping Ritzebüttel

Søndag 25-8. Camping Wiesensee, Hemsbach. Vi begynder på dagens etape kl. 7.45. Det viser sig at være gavnligt for fremkommeligheden at passere Hamburg først på dagen. Vi kommer hurtigt gennem Elbtunnelen, og de mange vejarbejdsstrækninger syd for Hamburg giver heller ikke problemer. Det er først på A5, da vi er på vej mod Frankfurt, at trafikken begynder at gå lidt trægt. Vi kommer dog næsten ikke til at holde stille. For den næste overnatning vælger vi Camping Wiesensee, Hemsbach. Vi skal kun køre 2 km fra A5 for at komme dertil. Vi følger skiltene og navigatoren, til venstre ud af den første rundkørsel vi kommer til. Det er dog bedre at vente til rundkørsel nr. 2, da den vej vi kom ud på, var smal med mange chikaner og parkerede biler i begge sider af vejen. Vi kan først komme ud fra pladsen om morgenen kl. 8.00, så det skal man lige være opmærksom på, hvis man vil før af sted. Vi ankom kl. 17.00 efter at have kørt 636 km. Camping Wiesensee

Mandag 26-8. Wallis og Camping Torrent, Susten. Turen videre mod Schweiz går uden trafikproblemer. Vi får dog noget af en nedtur på strækningen mod Vevey og Genevesøen. Vejen har 6% fald over 5,4 km. Vi drejer til venstre ned i bunden, og kører ind på den første p plads vi møder. Der står ikke noget om det, men vi ved fra tidligere besøg, at der er en fantastisk udsigt over Montreux og Genevesøen. Vi fortsætter ind gennem Rhonedalen i Wallis, til vi kommer til Susten og Camping Torrent. Her får vi os installeret med nogle gode bjergudsigter. Kørt 540 km. Camping Torrent

Montreux

Susten

Tirsdag 27-8. Erschmatt, Feschel, Leukerbad. Vejrudsigten har lovet regn, så vi har på forhånd opgivet at gennemføre en af de planlagte ture. Vi kan fra campingpladsen, se flere veje og landsbyer langt oppe på bjergsiden. Der vil vi prøve at køre op, hvis der bliver ophold i regnen. Dagen begynder med fint vejr, så vi skynder os at komme af sted. Vi kører ad vejen mod Leukerbad, men efter nogle km drejer vi til højre mod Erschmatt. Vi har undervejs hele tiden fantastiske udsigter over Rhonedalen, og hele området vi bor i. På et tidspunkt kører vi over en meget dyb slugt. Broen vi kører over er vist fra 1966, men ved siden af, er der en gammel buebro. Den er nævnt første gang i 1563. Det er lidt grænseoverskridende at stå på den gamle bro, og kigge lige ned i dybet. Doris ville også kun ud på den fra 1966. Vi fortsætter, og kommer ind gennem landsbyen Erschmatt. Visse steder er vejen gennem byen så smal, at man føler det er nødvendigt at dreje sidespejlene ind. Vi havde regnet med, at vi skulle samme vej tilbage. Men vi kan blive ved med at køre, og inden vi ved af det, er vi på vej ned igen. Vi kommer gennem landsbyen Feschel, og ender tilbage ved vejen til Leukerbad, som vi også kører til. Selv om dagens tur slet ikke var planlagt hjemmefra, var den alligevel så stor en oplevelse, at den burde have være med på planen. Det begyndte i øvrigt aldrig at regne. kørt 53 km.

Broen fra 1966

...og den fra 1563

Onsdag 28-8. Lötschendalen. Det er ikke rigtigt turvejr, så vi tager en kort udflugt igen i dag. Vi kører til Gampel, og derfra videre op i Lötschendalen. Den første del af strækningen får vi igen fine udsigter over Rhonedalen. Længere inde i dalen får vi delvist udsigt til 3000 m høje bjergtoppe med nyfalden sne på. At udsigten kun er delvis skyldes skyerne, for ellers ville der være et flot bjergpanorama. Vejen ender i Falfleralp på en stor p plads. Det koster p afgift, hvis man vil holde mere end 30 min. Man får derfor lige chancen for at overveje, om man vil vende om, eller fortsætte til fods. Kørt 62 km.

Grande-Dixence set nedefra

....og oppefra. 

Torsdag 29-8. Val d'Herens og Grande-Dixence. Vi kører mod vest i Rhonedalen til Sion, og herfra sydpå ind i Val d'Herens. Efter en del hårnålesving, hvor der er fin udsigt over den tæt bebyggede Rhonedal kommer vi til Vex. Her drejer vi ind i Val d' Hérémence, og fortsætter til vejen slutter ved Barrage de la Grande Dixence. De sidste km stiger vejen meget i en række hårnålesving, indtil man holder foran en imponerende høj mur. Det er angiveligt verdens højeste dæmning på 285 m. Man kan komme med en svævebane på til toppen, men vi vælger at bruge 40 min. på at gå ad en sti. På toppen er vi i 2365 m.o.h. hvor vi naturligvis kan se meget langt tilbage gemmen dalen vi er kommet af, men også hen over søen er der udsigt til sneklædte bjerge.

Vi kører tilbage af den vej vi kom ad, men da det bliver muligt, kører vi over til Herensdalen som vi følger til den slutter i Arolla. Undervejs til bunden af dalen er der flotte udsigter til sneklædte bjerge. På vejen tilbage passerer vi  Euseigne-Pyramiderne. Et mærkværdigt syn af spidse klipper, med store sten på toppene. Kørt 153 km.    

Euseigne-Pyramiderne

Fredag 30-8. Val'Annivers og Corne de Sorebois. Dagens tur går igen mod vest, men allerede i Sierre drejer vi fra, og kører op i Val'd Annivers. Målet er Moiry, en opdæmmet sø. Denne gang kan vi køre op til toppen af dæmningen, gennem en stejl tunnel. Vi parkerer bilen lige uden for tunnelen, for enden af søen. Vi befinder os her i 2250 m. Vores plan er, at forsøge at gå op til toppen af Corne de Sorebois, der stikker op i 2896 m. Det går rimeligt stejlt opad, men efter 1 time og 40 min lykkedes det at nå toppen. Vores anstrengelser giver bonus, for udsigten er rigtig god til de mange sneklædte alpetoppe. Da vi endelig kan løsrive os, og begynde at gå ned igen, tager det 1 time at nå tilbage til bilen igen. Vi kører videre ad en vej, der går langs søen, til den slutter i en stor p plads ved den modsatte ende af søen. Her er der fri udsigt til Glacier de Moiry. Man kan fortsætte til fods ad en sti, hvor man får endnu bedre udsigt til gletscheren. Den tur gik vi, da vi var i Wallis i 1995. Vi vender tilbage til Rhonedalen igen, en god oplevelse rigere. Kørt 91 km.

En af udsigterne fra Corne de Sorebois

Moiry søen

Lørdag 31-8. Simplonpasset. Dagens udflugt går ind over Simplonpasset. Pashøjden er 2005 m, så det bliver ikke den vildeste tur vi har kørt. Det er dog stadig et smukt landskab vi har på toppen, her holder vi vores pause ved et mindesmærke fra 2. verdenskrig. Kørt 133 km.

Vi skal nu have den sidste overnatning på Camping Torrent, hvor vi har befundet os fint. Vi har haft udsigt til bjergene, og utrolig mange muligheder, for at gå vores aftentur en ny rute hver gang. Serviceinstallationerne er gamle og primitive, men der bliver gjort rent hver dag.               

Simplonpasset ved mindesmærket

Simplonpasset

Søndag 1-9. Camping Attermenzen.  Vi kører til Visp og op i Mattertal. Det går nemt med at køre op gennem dalen med campingvognen, selv om der dog er en stigning på 12%. Lige efter at have passeret Randa kører vi ind på Camping Attermenzen. Den ligger flot med udsigt til sneklædte bjerge. Vi er kommet til en plads i 1430 m højde. I dagtimerne var der et dejligt klima i det solrige vejr, men på vores aftentur kunne vi godt mærke, at det var væsentlig koldere. Camping Torrent lå i 600 m højde. Kørt 45 km. 

Matterhorn

Matterhorn med omgivelser

Mandag 2-9. Matterhorn 4478 m. I dag har vi planlagt en tur, til et af højdepunkterne på vores ferie, nemlig at komme på god udsigt til Matterhorn. Vi havde regnet med en solrig dag, og så er det tåget da vi vågner. Vi skal ind til Zermatt der ligger 6,5 km fra campingpladsen. Byen er bilfri, så vi kan ikke komme længere end til Täsch i egen bil. Vi kan tage toget de sidste 5 km, men der er også taxifirmaer der må køre på strækningen. Sådan et firma har campingpladsen aftale med, at de kører ind til Zermatt med dem der ønsker det. Det vælger vi, og betaler 12 CHF pr person, for at køre begge veje. Vi kører med kl. 10, og da er tågen lettet og erstattet  af fint solskinsvejr.

Zermatt er en stor turistindustri bestående af utrolig mange og store hoteller. Byen ligger i 1616 m højde. Det må gå dem godt, for der er mange nye byggerier i gang. Vi sætter hurtig kursen op gennem byen, hvor vi med det samme får udsigt til Matterhorn der er 4478 m høj. Der er utallige svævebaner og tandhjulsbaner ud i området. Vi har valgt at tage op til Sunnegga. Vi kunne have taget en undergrundsbane, der kører derop på 5 min, mod at betale 16 CHF for en enkeltbillet. Vi vælger dog at bruge 2 timer på at gå derop. Lige i begyndelsen af ruten går vi inde i en skov, men ellers får vi fri panorama til Matterhorn, hele vejen op. Udsigten til bjerget bliver bedre og bedre jo højere vi kommer op. Vi slutter turen ved Sunnegga der ligger 2228 m højt. Efter at have holdt en god lang pause, bruger vi en time på at gå ned igen. Udsigten på turen ned er endnu bedre, da vi har Matterhorn foran os hele tiden.

Taxaen kører tilbage fra Zermatt på hver hele time, så vi har god tid til at se lidt nærmere på byen inden vi skal med kl 16. Byen er godt nok bilfri, men der er et vrimmel af eldrevne køretøjer af alle mulige indretninger.   

Zermatt er fyldt med store hoteller

Det vrimler med elbiler i den bilfrie Zermatt 

Tirsdag 3-9.  Saastal. Vi vågner op til en total skyfri himmel, og ingen tåge. Det er dog koldt  og solen når ikke ned hvor vi ligger før kl. 10.20. Vi vil nøjes med at køre en tur i dag, for at skåne bentøjet. Vi kører tilbage i dalen, og drejer til højre op i Saastal. Vi fortsætter til vejen slutter ved Mattmark Stausee. Fra p pladsen kan vi se helt oppe på bjergkanten, en gletscher der stikker ud. Vi vidste ikke på forhånd, hvad vi ville komme frem til oppe i bunden af denne dal, og havde ikke forberedt os på en længere gåtur. Vi begynder alligevel at gå ud mod Schwarzbärggletscheren, som der ikke er skiltet til ved p pladsen. Men efter at have gået 45 min, er der et skilt der viser at der fortsat er 55 min at gå. Så bliver vi nødt til at vende om, når mad og vand ligger i bilen. Hvis man vil gå til gletscheren, skal man følge skiltet mod Schwarzbergalp nede ved p pladsen. Da vi er tilbage i St. Niklaus kører vi en vej op til Grächen. Der er dog ikke meget at se, som vi ikke har set allerede. Kørt 104 km.

Onsdag 4-9. Camping Du Botza. Vi holder flyttedag igen, og kører til Camping Du Botza, der ligger lidt vest for Sion. Den ligger ude i et industrikvarter, så det er måske ikke det allerbedste nærområde man kan tænke sig. Flyttet 81 km. Vi når senere at køre en tur op til Nendaz, hvor vi får fine udsigter over Rhonedalen undervejs. Vi slutter turen i Siviez. Kørt 59 km. Camping du Botza

Torsdag 5-9. St. Bernard. Dagens udflugt går op over St. Bernard passet. Grænsen til Italien går netop oppe i passet. Det er lidt mærkeligt, da vi kommer derop. Nu har vi haft mange dage i Schweiz med helt klart vejr, og så snart vi kommer over grænsen til Italien er der tåget. Vi vender om, inden vi kommer for langt ned på den Italienske side, da vi ikke kan se nogen ide i at fortsætte. På vejen tilbage mod Martigny, laver vi en afstikker op gennem Val de Bagnes. Kørt 178 km.

Fredag 6-9. Val Ferret. Feriens sidste udflugt går op i Val Ferret. Vi tager igen motorvejen til Martigny, og videre ad vejen mod St. Bernard. Ved byen Orsieres begynder vejen op i Val Ferret. Vi kører til vejen slutter, men vender lidt tilbage til La Fouly, hvor vi går en runde hvor vi har udsigt op til en gletscher. På vejen tilbage tager vi en genvej over Champex Lac. Vejen er nok ikke kortere, og slet ikke hurtigere på grund af de mange sving. Men der er ingen tvivl om, at strækningen er meget flottere. Kørt 123 km.

St. Bernardpasset og tågen i Italien

Ferret dalen

Lørdag 7-9. Camping Spitzer Stein. Vi begynder hjemturen og kører fra Sion kl 7.45. Det er den samme rute vi vælger som på udturen. Det går fint med trafikken, og kl. 17.20 ankommer vi til Camping Spitzer Stein i Grünberg. Vi kendte ikke campingpladsen, men det blev et positivt bekendtskab. Det giver kun en omvej på ca. 6 km at køre hertil, i forhold til at blive på A5. En overnatning kostede 12,2€ med gratis bad. Vi kunne gå ind til Grünberg, der er en gammel by, med mange fine bindingsværkshuse. Vi kunne holde på et grønt areal uden at spænde fra, og campingvognen stod vandret med det samme. Det er også noget der betyder noget, hvis det er ved at blive sent på dagen. Kørt 642km.  Camping Günberg

Søndag 8-9. Den sidste del af hjemturen går lidt trægt gennem de mange vejarbejdsstrækninger op imod Hamburg. Vi vælger at køre ad A1 uden om Hamburg. Kørt 779 km.