Norge Du kan finde flere ture til Norge på  Forsiden 


Tur til Tronfjellet - Geirangerfjorden - Strynsfjellet  2024



Søndag 16-6. Vi kører hjemmefra kl. 7.22 og da klokken er 15.45 ankommer vi til Båstad Camping. Vi havde den traditionelle morgenmads pause ved Skærup Rast, og frokosten fik vi på en rasteplads umiddelbart efter vi var kørt af broen i Sverige. Vi har udsat afgangen med en dag, på grund at udsigt til kraftig regn. Desuden tager vi en overnatning mere end planlagt på udrejsen, i håb om at vejret ser bedre ud når vi kommer frem til Alvdal. Campingpladsen her ser meget opløst ud, men vi håber vi kan køre fra vores plads i morgen. Kørt 432 km.

Mandag 17-6. Vi fortsætter til Trollhättans Camping. Vi har været her før, og ved at man kan gå mange gode ture fra pladsen. Kørt 240 km.

Tirsdag 18-6. Vi fortsætter ad E45 til Säffle, her kører vi af vej 175 og 61 ind i Norge. Inden Arvika kommer der et langvarigt skybrud med lyn og torden. Vi overvejer om vi helt skal stoppe, men der er næsten ingen trafik, så vi fortsætter ved lav fart. Inde i Norge kører vi ind på Elverum Camping, som ligger fint med udsigt over Glommaelven. Kørt 355 km.

Onsdag 19-6. Vi kører videre til det første mål på turen. Gjelten Bru Camping ved Alvdal. Kørt 173 km.


Gjelten Bru 

Torsdag 20-6. Tronfjellet. Vejen op til Tronfjellet blev anlagt i 1959, fordi man ville placere nogle sendemaster på toppen. Vi kørte vejen i 1985. Da var vi skræmt fra vid og sans over hvad vi havde vovet os ud i. Vejen var og er voldsomt stejl. Men den første gang vi kørte der, var der ikke plads til at møde modkørende, og vejen var visse steder helt skyllet væk så der kun var store sten tilbage. Vi gennemførte dog turen, hvad vi jo næsten var nødt til, når nu vi havde betalt bompenge. I 2018 blev vejen lavet så bred at man kan møde modkørende alle steder. Det er dog stadig en grusvej, og visse steder er den noget af det mest stejle vi har kørt i bil. Jeg så et sted noget med op til 28 %, men det er ikke bekræftet andre steder.

 Vejen ender i 1666 m højde, i et barsk landskab. Det stormer tillige, mens vi som næsten de eneste er der. Men udsigterne ud til alle sider fejler ikke noget. Kørt 37 km.


Spændende vej op til Tronfjellet

 

    

 








Fredag 21-6. Vi går lidt rundt i Alvdal city, som er ret overskueligt. En gåtur ad en sti ud langs elven fra campingpladsen, blev det også til.

 Lørdag 22-6. Vi kører mod vest gennem Folldalen til Dombås. Undervejs har vi udsigt til fine sneklædte fjelde. Vi har besluttet at dele turen til Geiranger op i 2 etaper, og overnatte på Domaas Gård Camping i Dombås. Det er en plads der er igang med at blive anlagt. Der er bygget ny servicebygning, og vi kommer til at ligge med fin udsigt over Dombås og dalen i sydgående retning. Det ser ud til at være et rigtigt godt sted, men også dyrt. Vi har det hele for os selv da vi ankommer lidt før kl. 12. Kørt 97 km.

 


Fine landskaber gennem Folldalen

Søndag 23-6. Vi fortsætter ikke helt ned til Geiranger, men 6 km før kører vi ind på Dalen Gård Camping. Vi vil sondere de andre pladser inden vi kører helt ned med campingvognen. Så kan bremserne på campingvognen også blive kølet ned. De er blevet meget varme på vejen herned gennem hårnålesvingene, hvor vejen falder med 10 %. Vi har været på denne lille hyggelige plads før, og så må vi se om vi flytter igen.

Der er nok ikke så mange oplagte muligheder for at gå aftenture fra campingpladsen. Men en fin oplevelse er at gå hen til Knuten. Det er en speciel sløjfe på den gamle vej bygget i 1882, hvor man har skullet tage højde for det vanskelige terræn. Kørt 196 km.
 



Knuten og Doris.


Sløjfen i Knuten

Mandag 24-6. Vejret er til udflugt, så vi begynder med at holde ind ved Flydalsjuvet, som vi kommer til efter få km. Her er der fantastisk udsigt over Geiranger by og fjord fra sydsiden. Senere må vi opgive at holde ved Ørnesvingen, som er et om muligt endnu bedre udsigtssted, over byen og fjorden fra nordsiden. Her kan man også se ud gennem Geirangerfjorden mod vest. Vi fortsætter over fjeldet til Eidsdalen. På vejen tilbage bliver det muligt at få en p plads ved Ørnesvingen, så vi kan nyde udsigten.


Udsigterne fra Ørnesvingen

Det var oprindeligt planen, at vi ville ligge på en plads helt nede ved Geirangerfjorden. Vi ville gerne have udsigten til fjorden og krydstogtskibene. Men efter at have været omkring campingpladsen, og set det trafikale kaos af biler og fodgængere, har vi draget den samme konklusion som vi gjorde da vi var her sidst for 12 år siden. Vi bliver på Dalen Gård Camping. Her er der fred og stadig udsigt til flotte omgivelser. Vi kan også følge trafikken der slæber afsted, gennem de mange hårnålesving op ad fjeldet som vi selv kom hertil ad. Kørt 73 km.

Tirsdag 25-6. Fra campingpladsen kan vi lige skimte udsigtsplatformen oppe på Dalsnippa. Derfor kan vi også se, at der er godt vejr deroppe. Det kræver vi også før vi kører derop, for den kun 4 km lange bomvej koster 330 n kr at køre på. Vi tager turen, og får da også en vild udsigt over området og Geirangerfjorden. Vi er her kommet 1500 m højere end fjorden. Det er vildt at opleve, men udsigten i går fra Flydalsjuvet, var på en måde flottere da det var meget tættere på fjorden.

 

Udsigt til Dalsnippa fra campingpladsen

   


Udsigten fra Dalsnippa til campingpladsen og Geirangerfjorden


Udsigter fra Dalsnippa


Det er ikke let at finde p pladser i Geiranger, men om aftenen er det muligt og gratis efter kl. 20. I aften var vi derinde, og gik op ad 327 trappetrin langs Storfossen der buldrer ned gennem byen. Trappen og plateauerne fører op til Norsk Fjordsenter, hvorfra vi gik samme vej ned igen.


Trappen langs Storfossen


Onsdag 26-6. Vi ville køre fra Dalen Gård Camping her til morgen, og havde samme strategi, som for 12 år siden med at køre før kl. 9 inden der kom gang i busser og autocampere. Vi kan ikke passere dem rundt i svingene, og vi vil gerne undgå at skulle standse og sætte i gang igen på en 10 % stigning med campingvognen. Så ville vejrliget, at fjeldene var fuldstændig indehyldet i tæt tåge, så det ville være uforsvarligt at køre. Vi kom derfor først afsted 2 timer senere end planlagt, og da var der fuld gang i dem vi ville undgå. Det lykkedes dog at komme op, uden at skulle standse de mest kritiske steder.

 Vi fortsætter til Nygård Camping, der ligger 28 km før man kommer til Stryn. Igen en plads med fine udsigter til sneklædte fjelde. Da vejret er blevet fint igen, kører vi om eftermiddagen en tur over den gamle Strynefjelsvej. Det er normalt en øde strækning, men vi mødte et rally fra Tyskland der med ca 130 ældre biler havde kontrolpost oppe på fjeldet. Vi kunne have lavet det til en rundtur, men vælger at returnere samme vej, inden vejen begynder at gå ned mod Grotli. Kørt 40 + 60 km.

 


Den gamle Strynefjelsvej

Torsdag 27-6. Vi kører ud langs Lovatnet fra Loen, som også er en fin tur. Hvis vi fortsætter helt til vejens ende kommer vi til Kjenndalsbreen. Undervejs til Loen kunne vi se, at der var stort besøg i Olden som bestod af Queen Anne, et stort krydstogtsskib der lå ved kaj der. Det måtte vi også opleve på tæt hold, inden vi kørte videre. Kørt 132 km.

 

Fredag 28-6. Vi kører lidt forbi Stryn, og finder på nordsiden af Nordfjorden "Panoramaveien". Den følger vi til vi kommer til færgestedet ved Lote, hvor vi vender om og kører samme vej tilbage. Vejen lever helt op til sit navn, for der er mange fine panoramaer på strækningen. Vejen går visse steder ca. 500 m over fjorden. Ved Randabygd parkerer vi og går 1 km til Tvinnefossen. Det er ikke fordi fossen er så stor, men man kan gå ind under den, og udsigten er også her fin over fjorden. Kørt 150 km.

 


Fine udsigter fra Panoramaveien


Tvinnefossen ved Panoramaveien


Lørdag 29-6. Vejrudsigten lover regn mange dage frem hvor vi befinder os, så vi opgiver at få flere ture i området ved Stryn. Vi ændrer derfor strategien til, at vi forsøger at finde campingpladser der ligger godt i forhold til at vi kan gå ture fra pladserne. Den første vi kører til, er Bispen Camping i Bismo. Kørt 78 km.

Søndag 30-6. Vi fortsætter ad RV 15, indtil FV 51 går fra. Den følger vi ind over Valdresflya. Når man tager i betragtning, at vi reelt har en flyttedag, er det en rigtig fin strækning at køre. Vi har udsigter til fjeldene i Jotunheimen, fra vejen der når op i 1389 m højde. Selv om det ikke lyder af så meget, er vi over trægrænsen som betyder at vi har frit udsyn undervejs. Da der er ca 7 km tilbage inden vi når Fagernes, kører vi ind på Fossen Camping. Kørt 157 km.

 


Udsigter til fjeldene i Jotunheimen


Hvordan kom den lige derop?

Mandag 1-7. Vi bliver en ekstra dag på Fossen Camping. Den bruger vi på at køre ind til Fagernes. Vi parkerer ved Valdres Folkemuseum, og går en rute op til Kviteberg. Det er et punkt med fin udsigt over Fagernes og Strondafjorden. Vi har også fint overblik over Fagernes Camping der ligger utroligt flot. Der ser ud til at være stor søgning til den, og det er sikkert også forklaringen på, at de kan tage en høj pris hvis man vil bo der. Der er ikke så langt at gå op til Kviteberg, men det bliver det så mere stejlt af, når vi skal overvinde de ca. 210 højdemeter. Vel nede igen, bliver der også tid til at gå en tur ad en fin sti langs vandet. Kørt 15 km.


Udsigt fra Kviteberg over Fagernes

Tirsdag 2-7. Vi ville have haft et par overnatninger omkring Gol, men stort set alle campingpladser i området er ikke åbnet igen efter oversvømmelserne i august sidste år. Vi finder dog Sutøya Camping der ligger lidt før Nesbyen som er åben. Vi har dog ikke lyst til mere end den ene overnatning. Om eftermiddagen er vi en tur i Nesbyen, hvor flere forretninger ikke er genopbygget efter katastrofen. Kørt 74 + 10 km.

Onsdag 3-7. Vi har indtil nu kunnet køre fra regnvejret, men det begynder at stramme til. Planen var jo at deltage i festivalen i Seljord, men kun hvis det kunne blive i tørvejr. Vi flytter til Hokksund Camping, så har vi valget om retningen skal være Seljord eller Sverige og vejen hjem. Kørt 136 km.

Torsdag 4-7. Regnvejret har indhentet os i løbet af natten, så vi opgiver festivalen i Seljord. Vi kører derfor mod Sverige, men har ikke travlt med at komme hjem. Vi vil undgå at køre hele Danmark på tværs på en lørdag i juli, og tager derfor flere overnatninger for at få dagene til at passe. Da der alligevel stadig er omkørsel på E6 efter jordskredet sidste år, kørte vi igen til Trollhättan Camping. Vi håber vi kan snyde os til en gåtur, på trods af regnvejret, i det fine område. Kørt 284 km.

Fredag 5-7. Vi fortsætter ned til Båstad Camping, hvor vi får en stelplads uden strøm, uden for bommen. Vi forsøger at køre ind til havnen i Båstad om eftermiddagen, men der var fyldt helt op med biler. Kørt 237 km. 17 km.

Lørdag 6-7. Vi vil ikke køre hjem på tværs af landet på en lørdag, så vi kører kun til Vallø Camping i Køge. Kørt 189 km. 

Søndag 7-7. Hjemtur. 250 km.

Links:

Båstad Camping

Trollhättans Camping City

Elverum Camping

Gjelten Bru Camping 

Domaas Gård Camping

Dalen Gaard Camping

Nygård Camping

Bispen Camping

Fossen Camping

Sutøya Feriepark

Hokksund Camping

Vallø Camping

Tronfjellveien