Norge Du kan finde flere ture til Norge på Forsiden

Jostedalsbræen 2009

Nigardsbræen

 

 

Sognefjeldet -  Sognefjorden

Fjærland

 

 

 

Jostedalsbræen er den største gletsjer på det europæiske fastland. Den dækker et område på 490 km2, og danner et højplateau i 2000 meters højde. Bræen kom til at fylde en del på vores tur, da vi var ude ved 4 af dens 24 brætunger. Det drejer sig om Austerdalsbræen, Nigardsbræen, Bøyabræen og Supphellebræen.

 

 

Ruten: Helsingør - Helsingborg - Kungälv - Oslo - Lillehammer - Otta - Lom - Skjolden - Gaupne - Sogndal - Bøyum - Skei - Stryn - Bismo - Otta - Kongsvinger - Årjang - Helsingborg - Helsingør.

 

 

Lørdag 27-6. Kungälv Camping. 

Vi kører hjemmefra kl. 6.25, og har i år valgt at køre over Storebælt. Vi ankommer til Helsingør lige kl. 12, hvor færgen skal sejle, men må dog vente til den næste der sejler kl. 12.30. Vi bruger vores nye brobizz fra Storebæltsbroen som betalingsmiddel, og sparer 20% på billetten. Vi kører til Kungälv, og direkte ned til lystbådehavnen. Her har vi to gange tidligere overnattet på deres sommercamping. Den skulle åbne til midsommer, men det er ikke sket i år. Det lykkedes dog at få plads, på den lille campingplads der ligger i tilknytning til vandrerhjemmet, på den anden side af vejen. Vi var fremme kl. 17.10 efter 569 km.

 

 

Søndag 28-6. Elsted Camping, Ringebu.

Vi fortsætter nordpå kl. 8.35 ad E6, på en varm dag med op til 32 grader. Efter Oslo er der ca. 70 km. med anlægsarbejde af ny motorvej, så det går lidt trægt. Vi er kørt gennem tre betalingssteder, som vi håber brobizzen sørger for afregning af. Da klokken er 17.10 igen i dag, ankommer vi til Elsted Camping ved Ringebu. Pladsen består af et stort areal ned til Gudbrandslågen. Vi går vores aftentur, ad en vej lige over for campingpladsen. Den går op til Ringebu stavkirke, som ligger højt oppe i landskabet. Der er spillemandskoncert inde i kirken, som vi også kan høre udenfor, da dørene står åbne på grund af varmen.  Kørt 507 km.

 

 

Mandag 29-6. Sognefjellsvegen.

Turen fortsætter via Otta og Lom, gennem Bøverdalen og Leirdalen. Herefter går det op over Sognefjeldet, hvor vejen kommer op i 1434 m.o.h. Det er et storslået fjeldlandskab, stadig med masser af sne visse steder. Sognefjellsvegen er national turistvej, hvor der er lavet noget ekstra ud af det på rastepladserne. Der er opsat udsigtsplatforme og fjeldkikkerter, så man præcis kan se hvilket fjeld man læser om. Ved at køre denne retning over Sognefjeldet, mærker vi næsten ikke noget til stigninger. Da vi kører ned ad fjeldet, er det anderledes stejlt. Vejen har et fald på op til 10% over en flere km lang strækning. Campingvognens bremser bliver så varme, at plastichætterne på hjulmøtrikkerne smelter.   

 

Vi slutter turen på Nymoen Leirplass i Skjolden. Den ligger fint ved Eidsvatnet med udsigt til flere fosser. Det skulle senere vise sig at den er så velplaceret, at vi fik både morgen og aftensol på pladsen. Skjolden ligger ved det allerinderste af Sognefjorden. 200 km fra havet.  Kørt 203 km. 

 

 

 Sognefjeldet

     Skjolden

                                         

Tirsdag 30-6. Tindevegen.

Den første udflugt uden campingvogn, går ad Tindevegen. En 36 km lang fjeldvej mellem Turtagrø og Årdal. Det er igen en tur i et flot højfjeldsterræn, hvor de højeste toppe man kan se, når op i 2405 m. Vi vender om lige inden vi når helt ned i Årdal, og kører samme vej tilbage. Det er en bomvej, hvor en billet koster 50 kr. Hvis man køber en retur, kan man køre tilbage igen for halv pris. Den flotteste del af turen, var den del af vejen inden bomstationen, regnet fra Turtagrø.  Kørt 95 km.

 

På vores aftentur går vi ruten op til Senjaberget. Der er en flot udsigt over Skjolden, Sognefjorden, Eidsvatnet, campingpladsen m.m. Både i dag og i morgen er der anløb af store krydstogtskibe i Skjolden. Som det er nu, bliver passagerne sejlet ind til land, men man er ved at bygge en ny kaj, hvor skibene kan lægge til.    

 

 

Onsdag 1-7. Nørdstedalsseter.

Fantastisk vejr, men alligevel forløb dagen ikke helt efter planen. Vi kørte op gennem Fortunsdalen til Nørdstedalsseter. Her drejede vi ad en vej til venstre, hvor der for enden af den, skulle være en vandrerute vi ville gå. Vi nåede dog ikke langt, inden vejen endnu ikke var ryddet for sne. Man havde simpelthen parkeret sneslyngen og snekæderne på vejen og var kørt hjem. Hvis vi skulle gennemføre turen, ville vi være nødt til at gå hen over sneen. Men da vi ikke vidste, hvor langt der ville være til vores vandrerute, opgav vi det. Vi fortsatte af den anden vej, og kom op til en dæmning hvor vejen endte. Her gik vi lidt videre og nød det flotte landskab og det skønne klima. Vi havde sne omkring os og 22 graders varme. Vejen derud gik ad en 20 km lang smal grusvej. Vi var dog heldige, ikke at møde en eneste bil. Kørt 64 km.

 

 

Torsdag 2-7. Austerdalsbræen.

Vi flytter til Sandvik Camping ved Gaupne. Pladsen har ikke så god en beliggenhed som den i Skjolden, men det er for at undgå at køre den samme vej flere gange at vi er flyttet. Det er dog nemt at gå ind til byen fra pladsen. Efter at vi er blevet installeret med campingvognen, kører og går vi til Austerdalsbræen. Fra RV 55 er der 39 km smal vej til Tungastølen hvor vi parkerer. Så går det ellers videre til fods, hvor vi skal forcere mange vandløb undervejs. Det kunne til tider være svært at finde vej, da flere af vandløbene havde taget stien i brug, og det ikke var muligt bare at gå ved siden af. Efter næsten to timer når vi frem til bræen. Den var dog ikke noget særligt i vore øjne, så vi vendte hurtigt om, og gik de to timer tilbage til bilen igen.  Kørt 25 + 105 km.

 

 

Nigardsbræen

     Styggvatnet

                                                                          

Fredag 3-7. Nigardsbræen og Styggvatnet.

I dag havde vi bedre held, med at se en del af Jostedalsbræen. Vi kører op gennem Jostedalen, og ud til Nigardsbræen. Allerede ved parkeringspladsen er der fin udsigt til isen. Man kan tage en båd over søen det sidste stykke, eller som vi gjorde, gå ad en sti. Efter 50 min. nåede vi frem til bræen. Det var en flot oplevelse at komme så tæt på den blå is, og vejret kunne desuden dårligt være bedre, med 26 grader og skyfri himmel. Der er opsat tove der skal markere, hvor tæt man må komme på bræen. Det er der dog nogle turister der ikke respekterer, og skal helt hen og røre ved isen. Vi har dog set, oppe ved Svartisen i Nordnorge, hvilke kræfter der kan være på spil, så vi skal nok holde os på afstand. 

 

Tilbage ved RV 604 fortsatte vi nordpå, så langt vi kunne komme. Her kom vi i regulært vinterlandskab oppe ved Styggvatnet. En stor opdæmmet sø bag en høj dæmning. Det var en speciel oplevelse, at gå og se på alt det sne og is på en varm sommerdag.  Kørt 116 km.

 

Lørdag 4-7. Molden.

Molden er det fjeld, man kan se ude i horisonten over Sognefjorden inde fra Skjolden. Det skulle også være det fineste udsigtspunkt i Luster. Det måtte afprøves. Efter ca. 10 km ad RV 55, går vejen  til Mollandsmarki. Her kører vi til, og efter ca. 3 km kommer vi til en p plads, hvor vandreruten til Molden begynder. Ruten er på 4 km, og har en højdeforskel på 600 m. Vi bruger 1 time og 40 min, på at gå op til toppen af Molden 1116 m.o.h. Der er virkelig en fantastisk udsigt. Vi kan se til Skjolden i bunden af Lusterfjorden / Sognefjorden, og samtidig ned til Gaupne hvor vi bor, for enden af Gaupnefjorden. På vejen ned fra toppen, er der flotte udsigter over Sognefjorden i den modsatte retning. Der er dog meget varmedis p.g.a de 29 graders varme, så det er ikke nemt at tage nogle gode billeder.  Kørt 26 km.

 

 

 Udsigt til Gaupne  

      Udsigt til Skjolden for enden af Sognefjorden

 

Søndag 5-7. Sogndal.

Vi flytter campingvognen til Stedje Camping i Sogndal. Den ligger fint i udkanten af byen, med flot udsigt over fjorden. Senere kører vi en tur langs Sognefjorden til Hella. Det var meningen vi ville nyde udsigten over fjorden, og så bliver vi tvunget ind i den nye Fardalstunnel på 2300 m. Vi skal oven i købet betale 28 kr for at køre hver vej. Vi kører alligevel, og får en fin tur ud af det. I Hermansverk kører vi op til Kleppa. Der skulle være en god udsigt oppe fra p pladsen. De træer der står foran pladsen, er dog blevet så høje, at der ikke er så meget udsigt tilbage. På vejen derop, er der dog mange flotte udsigter. Vi slutter turen ved færgestedet Hella, hvor vi nyder vejret, udsigten og den medbragte mad.  Kørt 30 + 82 km.

 

Mandag 6-7. Fjærland og Suphellebræen.

Vi kører mod Fjærland, og kommer først gennem Frudalstunnelen på 6746 m. Inden det går ind i den næste tunnel, er der et kort stykke vej med en fantastisk beliggende rasteplads, der har flot udsigt over Fjærlandsfjorden. Vel ude af den næste tunnel, må vi af med 180 kr i bompenge. (Vejen er siden blevet gratis at køre på) Kort herefter kommer Norsk Bremuseum og bagved det Bøyum Camping, hvor vi installerer campingvognen. Bøyum Camping ligger med udsigt til de flotte Fjærlandsfjelde hele vejen rundt. 

 

Herefter skal vi have de sidste kig til Jostedalsbræen, og først Bøyabræen, som kan ses allerede fra RV 5. En vej går derud, og det tager ikke mange minutter at gå det sidste stykke. 

 

Til sidst er vi ude ved Suphellebræen, og det bliver en større oplevelse end vi havde regnet med. Et par km fra campingpladsen, går der en vej 5 km ud til bræen. Da vi havde beundret det flotte syn et stykke tid, kommer der et stort skred oppe fra toppen. Et kvarters tid efter, bliver det pludseligt koldt hvor vi står. Det er vandet der løber forbi, der er blevet fyldt med isklumper oppe fra skredet. Vi havde luret på, om der kunne komme et skred mere, da det ikke så alt for stabilt ud deroppe. Og ganske rigtigt kom der et skred mere, større end det første. Det var et fantastisk, men også skræmmende syn, at se de voldsomme kræfter der var på spil. Vi stod på flere hundrede meters afstand, men alligevel fik vi travlt med at komme længere væk. Efter den omgang, blev landskabet neden for bræen, helt ændret for en stund. Der hvor der før var et bredt område med vand, blev nu til et sted med is der forsøgte at glide væk. Kørt 50 + 13km.

 

 

 

 

Tirsdag 7-7. Nygård Camping.

Vi fortsætter turen gennem Fjærlandstunnelen, og videre nordpå ved Skei. Oppe på Karistova er der vid udsigt over Innviksfjorden, inden vejen fortsætter nedad igen. Ved Innvik er der et skilt, med et seværdighedssymbol hvor der står: "Innvik - Olden. Norges værste riksvei" Den følgende strækning til Olden, er nu heller ikke særlig god. Det meste af vejen, er der kun plads til en bil ad gangen, og med meget små mødepladser. Vi klarer det dog, kun en enkelt gang må en turistbus bakke for os. Til sidst kører vi langs Strynsvatnet, og slutter dagen på Nygård Camping.  Kørt 133 km.

 

Onsdag 8-7. Bispen Camping.

Så blev det regnvejr, men det gør ikke så meget, da vi har set alt det der var planlagt. Vi har sat et par ekstra dage ind i planen, så der er tid til at vente på bedre vejr. Da vi nåede at se det vi ville i fint vejr, gør vi som vi altid gør i dårligt vejr. Vi kører videre til en ny campingplads, og går et par ture i nærområdet. På den måde oplever vi nogle steder, vi ikke ellers ville have set. Vi flytter til Bispen Camping i Bismo. Den ligger i udkanten af byen, med mange træer på området. For en sjælden gangs skyld i Norge, er der ikke fine udsigter fra campingvognen.  Kørt 78 km.

 

Torsdag 9-7. Otta Turistsenter.

Vi kører de sidste 80 km til Otta Turistsenter. Et stort areal ved E6, to km nord for byen. Faciliteterne trænger voldsomt til en renovering.

 

Fredag 10-7. Dansefestival i Sel.

Lige som sidste år skal vi til Sel, hvor vi skal høre livemusik, der lyder godt i vores ører.

 

Lørdag 11-7. Ekeby Camping.

Vi begynder at køre sydpå. Da der er meget trafik på E6, og vi husker de omfattende vejarbejder, kører vi over Kongsvinger. Vi kørte også ruten sidste år, og det gik fint. Vi vælger at køre på sydsiden af elven ind til Kongsvinger, den er dog i væsentlig dårligere stand, end den på nordsiden. Det gode vejr, vores tur ellers har været præget af, er nu helt forbi. Da vi er kørt ind i Sverige, regner det så kraftigt, at det ligner små vandfald langs vejen. Det er vandet der løber ned fra klippegrunden, og ned i vejgrøften. Vi overnatter på Ekeby Camping, der ligger lige ved vej 172, 13 km syd for Årjäng.  Kørt 397 km. 

 

Søndag 12-7. FDM Camping, Tangloppen.

Vi fortsætter hjemturen via HH Ferries, til FDM Camping Tangloppen i Ishøj havn. Kørt 495 km.

 

Mandag 13-7. Hjemme igen.  Kørt 276 km.

 

 

Denne tur foregik på den nordlige side af Sognefjorden. Læs også om den sydlige side her: Sognefjorden